Nye tal fra Boligministeriet: Andelen af studieboliger stiger langsomt i hovedstadsområdet

Lidt flere studerende kan flytte ind i en studiebolig i år. Dækningsgraden – den procentvise andel af studieboliger i forhold til studiepladser – har fået et lille nøk opad i København, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk og Roskilde kommuner siden 2016. I København er dækningsgraden steget fra 15 procent i 2016 til 18 procent i år. På landsplan er tallet steget fra 26 til 29 procent siden 2016. Det glæder boligminister Kaare Dybvad (S).

“Tallene viser, at vi er på vej i den rigtige retning. Det er positivt, at dækningsgraden i perioden er øget i de enkelte studiebyer såvel som på landsplan,” siger han. 

Boligministeren afventer i øjeblikket en analyse af behovet for studieboliger på langt sigt, og er i gang med at få kortlagt mulighederne for at gøre det nemmere at opføre flere studieboliger.

19.08.2019, politikenbyrum.dk, Frederik Buhl Kristensen

Kilde: www.ejendomsforeningen.dk