Ny lov lægger op til større klarhed for lejlighedsejere

Et nyt lovforslag om en modernisering af ejerlejlighedsloven er sendt i høring. Boligminister Kaare Dybvad Bek(S) har kigget mod det tidligere Ejerlighedsudvalgs anbefalede ændringer i udformingen af lovforslaget. Juridisk direktør i EjendomDanmark, Morten Østrup Møller, der selv var en del af udvalget, mener at det nye lovforslag lægger op til mere klarhed: 

“Man har en lovgivning, hvor det er lap på lap, og nu får man en mere klar lovgivning, hvor man kan læse direkte i paragrafferne, hvad der gælder. Lovgivningen bliver mere forståelig, det bliver nemmere at håndtere loven i praksis for ejerlejlighedsejere og nemmere at udøve demokrati i en ejerforening.”

Boligministeren har frasorteret forslagene omkring en ophævelse af opdelingsforbuddene for nye ejendomme med private andelsboligforeninger og ældre private udlejningsejendomme. Det ærger EjendomDanmark:

“Vinklen i de to meget små forslag er, at det er boligpolitik, der handler om provinsen og ikke København. Nu vælger ministeren sådan set at holde forslagene ude, fordi han har en anden dagsorden. Det synes vi selvfølgelig er ærgerligt, fordi man så lader nogle gode muligheder gå provinsen forbi,” siger Morten Østrup Møller.

Det fremgår af konklusionerne i rapporten, at der ved netop de to forslag var en større uenighed i ekspertudvalget sammen med andre forslag. 

12.09.2019, Ejendomswatch.dk, Maria Oien

Kilde: www.ejendomsforeningen.dk