EjendomDanmarks beregninger afslører store økonomiske konsekvenser af boligministerens udspil

På baggrund af en rapport fra Copenhagen Economics har EjendomDanmark regnet på det forslag til en ændring af paragraf 5.2, som boligminister Kaare Dybvad (S) fremlagde i begyndelsen af december. Der kan være en milliardregning på vej til hhv. ejendomsselskaber, pensionsopsparere og andelshavere, ligesom statskassen og byggebranchen står til tab, lyder vurderingen.

”Hvis man går ind og laver et hårdt indgreb, som boligministeren har lagt op til, giver det værditab på 20-30 pct. Ser man alene på udlejningsejendomme, svarer det til et værditab på 24-36 mia. kr. (…) For andelsboliger er vi ude i, at et fald på selve ejendommen på 20-30 pct. kan betyde endnu større fald på selve andelsværdien. Hvis der er en gæld i ejendommen på 50 pct., og værdien falder 20 pct., vil det for den enkelte andelshaver medføre et tab på 40 pct.,” udtaler Jannick Nytoft.

Ifølge Jannick Nytoft er udfordringen ved en fastfrysning af valuarvurderingerne, at en bank går ind og belåner til de reelle værdier.

”En fastfrysning vil derfor ikke have den store effekt i praksis, da banken stadig skal belåne til realværdien. Problemet er, at hvis værdien er faldet, så vil bankerne låne i forhold til den nye værdi. Og jeg vil gætte på, at køberne også vil betale efter det – og ikke efter en kunstig høj pris,” udtaler Jannick Nytoft.

16.12.2019 Berlingske, Louise Kastberg

Kilde: www.ejendomsforeningen.dk