Boligmarkedet har været i fremgang de seneste syv år
Boligmarkedet har nu været i fremgang de seneste syv år. De reale huspriser – altså huspriserne korrigeret for den underliggende prisudvikling – nåede bunden i 2012, og er siden da steget med 23 pct. For de nominelle huspriser har fremgangen været på små 30 pct., viser tal fra Finans Danmark.
”Især københavnsområdet og landets største byer har været i førertrøjen, men i de seneste år har der været mere positive tendenser på resten af boligmarkedet,” siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe.
Huspriserne ligger nu højere end på samme tidspunkt sidste år i samtlige 11 landsdele. Det samme gør sig gældende i omtrent 7 af 10 kommuner. I Nykredit forventer man, at antallet af hushandler vil sætte rekord i år.
Ifølge kommunikationsdirektør for Boligsiden, Birgit Daetz, fik boligmarkedet vinger i 2015, da renterne for alvor faldt.
”Flere har simpelthen fået råd til at købe bolig,” mener Birgit Daetz.
15.10.2019 Jyllands-Posten, Lars Nielsen
Kilde: www.ejendomsforeningen.dk