Boligejerne kan se frem til en pæn stigning i friværdien

Regeringen har nedjusteret sin forventning til udviklingen i boligpriserne, men der er stadig udsigt til pæne stigninger. Ifølge regeringens skøn vil huspriserne stige med 2,7 pct. i år, mens priserne i 2020 og 2021 vil ende på henholdsvis 3,2 pct. og 3 pct., fremgår det af Økonomisk Redegørelse. Tidligere ventede regeringen, at priserne ville stige med 3,1 pct. i år og 3,4 pct. i 2020. Hvis prognosen holder, vil et gennemsnitligt hus, der i 2018 kostede 1,9 mio. kr., nå en pris på 2,075 mio. kr. i 2021, viser beregninger fra Arbejdernes Landsbank.

”Vi er enige med regeringen og forventer, at boligpriserne vil stige med omkring 3 pct. i år og næste år,” siger Brian Friis Helmer, privatøkonomi i Arbejdernes Landsbank.

I Nykredit deler man den samme generelle holdning.

”Vi skal dog forvente at opleve noget lavere prisstigninger i de kommende år, end vi har set i årene 2015–2018, hvor huspriserne årligt steg 4-6 pct., da det i større omfang er hushandler i provinsen, som driver boligmarkedet frem,” skriver Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.

17.12.2019 Berlingske, Alexander Bitsch

Kilde: www.ejendomsforeningen.dk